Åbne atelierdøre i forbindelse med Kulturnat 2016

Fredag d. 14/10 kl. 19-22 åbner jeg mine atelierdøre. Du er også velkommen :)

Arrangørerne af Kulturnat 2016 i Nibe har spurgt mig, om jeg vil være med. Og ja, det vil jeg da. Synes faktisk, det er ret fedt at bo i en by med så stor fokus på kunst og kultur. Så selvfølgelig deltager jeg.

Så i øjeblikket er jeg i fuld gang med at gøre atelier og malerier klar. Atelieret blev jo reddet fra sit forfald sidste år, så i år er det fase 2, der er taget hul på. Vi smider isolering under tagpladerne og slutter af med et regulært loft. Ikke alt sammen til ære for Kulturnatten, men mere for at forlænge sæsonen derude.

Fil_000

På malerifronten har jeg både gang i nye landskaber og nye dyremotiver. Det største er pt et næsehorn på et 1 x 1,5 meter lærred. Jeg forsøgte faktisk at starte op på 80 x 80 centimeter, men sådan et lærred viste sig for lille til et næsehorn.

Håber vi ses d. 14/10. Musik i Nibe vil være tilstede med lidt live musik, og jeg lover, der er noget at kigge på. Og ikke kun i mit atelier i Nørregade 5, men i hele byen. Det kommer til at summe af kunst og kultur overalt.

De bedste hilsner og god weekend,
Tine

Påskeudstilling 2012 på Lundbæk

Så nærmer højtiden for udstillinger, ferniseringer og kunstværker sig. Ja, faktisk vil nogle (ikke mindst os, der ferierer) nok mene, at den allerede er her. Påsken! Tiden, som for mange er forbundet med æg og kyllinger, men som for os kunstnere betyder travlhed og udstillinger. Og i år er ingen undtagelse :)

Landskabsmaleri af den nordjyske kunstner Tine FaurholdtDe seneste 4-5 år er jeg blevet inviteret til at deltage i den store årlige påskeudstilling på Lundbæk v. Nibe. Det er jeg også blevet i år, men pga. travlhed og mange malerier ude i udstilling, var jeg faktisk kommet frem til, at i år måtte jeg takke pænt nej. Rigtig mange af mine malerier hænger jo fortsat hos Galleri Kunst uden Rammer i Nibe, og “lageret” var tømt. Meeen, jeg lod mig overtale og har her i weekenden malet, malet, malet OG malet. Resultatet blev disse to store landskabsmalerier på hver i sær 1×1 meter.

Landskabsmaleri af den nordjyske kunstner Tine FaurholdtDer er fernisering på Lundbæk på torsdag kl. 14.00 og ellers kan udstillingen besøges alle påskedage fra 10-17.

Rigtig dejlig påske til jer alle!

Gæsteudstiller i Nibe

Knap har jeg fået tingene kørt hjem fra den ene udstilling, før de er afleveret det næste sted. Udstillingen i Nørhalne (bill.) er vel overstået, og mine malerier hænger nu hos Galleri Kunst uden Rammer i Nibe. Faktisk i nabobygningen, så det kunne næsten ikke være nemmere.

De første malerier hang allerede i galleriet i sidste weekend, men i dag er de sidste “rester” fra Nørhalne afleveret og fra fredag kan alle malerierne ses i galleriet. Søndag d. 12/2 kl. 13 vil der være mulighed for at få en snak med mig og et par andre kunstnere i galleriet.

Kig forbi, hvis du har tid, lyst og lejlighed :o)