Hønen er fløjet…

Fem dage i galleriet fik “Hønen med Ægget”, så var det solgt. Det er lige godt en rekord, og så kan der måske også være noget med skæbnen – hmm…

Det viste sig nemlig, at køberen af maleriet flere gange havde været omkring mit galleri. Hendes mand havde nemlig set maleriet på min udstilling i Århus, og havde snakket om det både meget og længe. Og nu blev han 30, så anledningen til at forære ham en større gave var på plads. Og da hun så besøger min helt nye hjemmeside, vil skæbnen, at jeg lige har fået det lagt op i galleriet og monteret et prismærke i hjørnet af det. Så nu har hønen fået et nyt hjem, hvor jeg er sikker på den både pryder og fryder:-)

Den censurerede kunstudstilling

Annoncen med opfordringen til at deltage i Den censurerede kunstudstilling i Aalborg Kongres & Kultur Center, har efterhånden gloet på mig i en rum tid, men med nyt arbejde pr. 1. januar og ny bolig pr. 1. februar, har der ligesom været rigeligt om ørerne, så det blev ikke i denne omgang, at jeg valgte at søge. Men det at deltage i en af messerne i Aalborg, er en af de udstillingsmuligheder, jeg leger lidt med. Det er uden tvivl nogle intense dage, og hvor ellers får man så mange besøgende forbi ens malerier? Jeg synes, det er en ret spændende mulighed for en fortrinsvis grøn kunstner som undertegnede selv. Der er selvfølgelig en fare for at drukne i mængden på så stor en messe med mere end 100.000 besøgende, men det er nu en engang en chance, jeg påregner at påtage mig.

Så indtil videre kan nogle af malerierne altså beskues hos Rubaks, og ellers på min hjemmeside, som meget snart relanceres med et helt nyt galleri.

Kulørte hilsner fra Tine