Påskeudstilling på Lundbæk Landbrugsskole

For tredje år i træk er jeg blevet inviteret til at udstille nogle af mine malerier på den store årlige påskeudstilling arrangeret af Kulturelt Samråd i Nibe. Igen i år vil udstillingen være at finde i udkanten af Nibe på Lundbæk Landbrugsskole i deres nyeste tilbygning, som ligger smukt placeret i naturen og byder på spændende og lyse lokaler.

Hvilke malerier, jeg medtager, er endnu ikke fastlagt, men der bliver helt sikkert tale om nogle af de nyere værker, som ikke har været udstillet før.

Ferniseringen finder sted torsdag d. 9. april kl. 14.00, og desuden kan udstillingen besøges alle dage i påsken i tidsrummet 10.00 – 17.00. En beskeden entré på 25 kr. er indført i år som resultat af kommunale beskæringer, men for den pris skulle der også være garanteret guf for øjenkanalen.

Påskeudstilling 2008

Så er brevet kommet, og jeg kan derfor nu orientere om location og tidspunkt for påskeudstillingen med Kulturelt Samråd.

Udstillingen er som sidste år på Lundbæk Landbrugsskole lige uden for Nibe, og den kan besøges alle påskedage mellem 10.00 og 17.00.

Husk fernisering!
Skærtorsdag d. 20. marts kl. 14.00.

Omkring 20 kunstnere vil deltage med 4-6 værker hver, så der skal nok blive masser af fryd for øjet og emner til livlig diskussion.

Vel mødt!

Invitation fra Kulturelt Samråd

Sidste år inviterede Kulturelt Samråd i Nibe for første gang nogensinde nogle få “up-comings” med til deres tilbagevendende påskeudstilling, som ellers altid kun har været forbeholdt rådets etablerede kunstnere. Jeg var blandt de stolte udvalgte sidste år, og fik forleden et glædeligt opkald med en invitation – de vil gerne have mig med igen:-)

Det er jeg selvfølgelig rigtig glad for, og tøvede ikke med at sige ja. Nu venter jeg så bare på brevet, der fortæller om alle de praktiske detaljer, for jeg ved faktisk ikke, hvor jeg skal udstille henne! Men så snart jeg ved noget, ved I det også.