Det kan være svært at sig pænt nej tak…

“Jeg har set dine landskabsbilleder, og synes de er helt fantastiske. Og jeg mangler lige din stil i galleriet…”

Når man på en ganske almindelig torsdag i august får en mail med de pæne ord i, er det svært ikke at blive både glad og stolt og have lyst til at sige “ja” til næsten hvad som helst. Sådan reagerede jeg for 6 år siden, sådan reagerer jeg nu, og det tror jeg fortsat, jeg vil gøre om 30 år. Man er ydmyg som kunstner og meget taknemmelig for sådan en interesse i ens meget personlige kunst. Men uanset, hvor gerne jeg ville tage imod denne invitation og mange andre, så er virkeligheden, at der kun er 24 timer i mit døgn (yep jeg er helt ordinær og dødelig), og mit arbejde som grafisk designer og mit skønne afkom på 10 somre optager langt de fleste af min timer. Det giver bestemt ingen anledning til klager, men jeg må dog beklage, at det tit og ofte bliver til et “pænt nej tak”, når jeg får en invitation til en ny udstilling.

Det er jo en udsøgt luksus
Da jeg startede med at male på et lidt mere seriøst plan i 2006 havde jeg ingen idé om, at det skulle gå mig så godt, at jeg ville ende i en situation, hvor jeg ikke selv længere opsøger udstillingsmuligheder, men blot sorterer i tilbuddene. Det er jo en vild(!!!) luksus og det er jeg meget bevidst om – og meget glad for. At noget man selv lægger så megen energi og hjerte i, bliver så godt modtaget varmer og glæder helt utroligt. Så tak!

Det bliver jo heldigvis også til “ja tak”
Men selvom døgnet mangler timer, og mange desværre får svaret “nej tak”, så bliver det jo trods alt også til adskillige “ja tak” hvert år. Lige pt er mine malerier som bekendt udstillet på Aalborg Politigård og den sidste weekend i september deltager jeg i en stor sensommer udstilling i Sindal. For nu blot at nævne det mest aktuelle. Resten er nævnt i under udstillinger

Tak til alle, som viser interesse for min kunst. Det varmer – meget :o)
Tine