Farveglæde i byhuset

Farveglæde i byhuset. Sådan lyder overskriften på artiklen i Nordjyskes Bo Godt sektion her søndag d. 12/1. Og byhuset – det er mit :-)

Det er ved at være et par måneder siden, Nordjyske henvendte sig til mig med forespørgslen om at få lov at kigge forbi til et interview og lidt billedtagning. Og selvom jeg hader at få taget billeder, så krævede det ikke megen overvejelse. Selvfølgelig måtte de det. Så 2. januar kl. 9.30 gik det løs. Ikke en prangende årstid til fototagning, men som journalisten Lise sagde, så skal der jo også fortælles historier i januar. Så der blev snakket og stillet skarpt med linsen og dagens artikel i avisen er resultatet.

Link til artikel: https://www.e-pages.dk/bogodt/469/

Tak fordi du kiggede forbi.

Kh Tine

2017 sluttede af med et bestillingsværk – et maleri af en elg

Maleri af elg af kunstner Tine Faurholdt

Maleri af en elg var 4 måneder undervejs (men hvem tæller ;-))

2017 sluttede kunstnerisk af med leveringen af et maleri af en elg. En lokal kunde havde besluttet at forære sin mand et maleri til hans fødselsdag, og da han var jæger, skulle motivet være en elg. Bestillingen på maleriet kom allerede ind i sensommeren, men det var først i starten af december at sidste penselstrøg blev sat og maleriet fik nyt hjem.

4 måneder til at male et maleri af en elg kan måske godt lyde af meget. Også i mine ører. Men omvendt har jeg også malerier, jeg har arbejdet på i mere end et år, før den der følelse af at være i mål rammer mig. Med elgen tog det heldigvis ikke helt så lang tid, men processen med at tegne skitser og jonglere med kompositioner var temmelig lang. Uden at ville fornærme nogen, vil jeg lade det være sagt; “elgen er ikke verdens kønneste dyr”. Men koden blev knækket. Kunden var meget tilfreds og elgen Herman har fået rigtig mange søde, sjove og flatterende ord med på vejen.

Spændende hvad 2018 må bringe af motiver. Der kommer nok ikke endnu et maleri af en elg, men der er helt sikkert flere dyr, der tramper rundt oppe i mit hoved :)
Hav en dejlig dag.

Kh Tine

Ps. Er du nysgerrig efter at se nogle af Hermans kommentarer, kan du blandt andet kigge med på min facebookside – https://www.facebook.com/kunstner.tinefaurholdt/posts/10155194242168481

Glade malerier

Tænk engang at være kendt for at lave glade malerier. Så heldig er jeg. Igen og igen får jeg at vide, at mine malerier gør andre glade. Det synes jeg helt ærligt er fantastisk. Et stort privilegium.

Og helt fedt er det jo, at det også gør mig glad at lave malerierne. At male er for mig en måde, hvorpå jeg kan udtrykke mig. I farver. I streger. I motiver.

Jeg kan lege. Og jeg kan dele min leg med andre.

Giraffen Bjørn - et af mange glade malerier fra Tine Faurholdt

Mon alle tænker “glade malerier”? Det måtte undersøges…

Den seneste måned har jeg været i gang med en efteruddannelse til Social Media Manager på UCN i Aalborg. I den forbindelse skulle jeg have sat en finger på det, som kendetegner mig mest som kunstner. Jeg havde jo en idé om, at det var noget med glæde og glade malerier, da jeg efterhånden er blevet mødt med de ord, så mange gange. Men det var jo kun en fornemmelse. Ikke noget, jeg nogensinde havde spurgt nogen direkte om. 

Derfor bad jeg mine skønne følgere på Facebook hjælpe mig. Med et enkelt ord, skulle de beskrive min kunst. Det første, der lige poppede op i deres tanker.

Jeg blev mødt af stor hjælpsomhed. Og rigtig mange pæne ord. Og ja, de glade malerier skinnede igennem. Jeg fik bekræftet, det jeg antog. Galleri Faurholdt handler om “malerier der glæder”. Og det er jeg sørme glad for.

Er du på udkig efter glade malerier, er du meget velkommen til at kigge med her – eller fange mig på Facebook eller Instagram. Jeg maler mest af alt malerier med dyremotiver og landskaber. Ikke landskaber i helt klassisk forstand med krondyret ved søen. Men landskaber i alverdens glade farver i et moderne udtryk. Du kan se flere glade malerier i online galleriet her

Tak fordi, du kiggede forbi :)