Vellykket udstilling i weekenden

Besøgstallet levede ikke helt op til forventningerne, men weekenden blev alligevel en succes med salg og en masse nye kontakter til såvel kunstnere som kunder. Jeg modtog rigtig mange smil og rigtig mange rosende ord, når de besøgende passerede mine malerier – og det er jo bare en enorm og dejlig rus, som for alvor sætter gang i inspirationen. Så det varer ikke længe, før jeg igen må have fingrene i malingen:)…

Man hører jo også mange sjove ting, når man sådan står og observerer de besøgende. Den bedste kom fra en dreng på en 8-9 år, som var “slæbt” med af sin mor. De kiggede på et af mine malerier, og moren fortalte ham, at det kostede 5.500 kr. Det synes han jo godt nok var mange penge og spærrede øjnene op. Men moren var helt cool og fortalte ham, at det koster sådan noget. Ikke overbevist siger knægten:

“Det koster de ikke i A-Z”! smiley Børn er sgi skønne!

Klar til udstilling i Hørmested

Jeg kiggede måske nok lidt, da jeg fandt papirerne frem og konstaterede, at weekendens sensommerudstilling rent faktisk ikke var i selve Sindal, men udenfor i en by med det alt andet end flaterende navn “Hørmested”. Det er svært at fremmane positive associationer, når man siger det navn højt, men rent galt stod det ikke til – Krak kunne finde vej:) Så da weekendklokken ringede ud på arbejdet, lagde jeg, efter en opsamlingsrunde hos Rubaks, kurs mod Hørmested.

Og frem kom jeg, både med min mor – den altid pålidelig assistent – og alle mine 20 malerier. Jeg vil ikke påstå, at det ikke ligger lidt langt ude, men det er HELT sikkert turen værd. Jeg så kun en brøkdel af den store udstilling, men det skinnede klart og tydeligt igennem, at der ikke er tale om en “åben” udstilling, men derimod en udstilling med håndplukkede kunstnere. Niveauet er højt og bredden utrolig stor. Så det er nok ikke helt uden grund, at udstillingen plejer at kunne hive omkring 1.600 gæster ind i løbet af en weekend:)

Så er du lidt kunstinteresseret, kan jeg stærkt anbefale dig at kigge forbi i weekenden – og navnet til trods, lover jeg, der ikke lugter i Hørmested!

Ferniseringen er i morgen lørdag kl. 10.00 – vel mødt!

Udstilling i Montreal

Knap har jeg fået armene ned efter den fine invitation til at udstille i London, før endnu et skulderklap dumper ind i indbakken. Denne gang er det et stort galleri i Montreal, Canada, som gerne vil udstille mine malerier. Det virker jo nærmest helt uvirkeligt, men den er god nok, og jeg er selvfølgelig meget beæret.

Jeg forventer dog ikke umiddelbart at tage imod invitationen. Jeg er jo “kun” en hobby-kunstner, og det kan være svært at finde både tid og penge til sådanne udskejelser. Der følger jo grangiveligt en del omkostninger med til både fragt, komission og deltagergebyrer. Men jeg vil omvendt heller ikke bare vende ryggen til de mange fine tilbud, så næste skridt må være at begynde at kigge på legater og lure de faktiske muligheder og omkostninger forbundet med at skippe malerier over på den anden side af kloden.

Så skulle du sidde derude med erfaringer med ovenstående, er du meget velkommen til at droppe mig en kommentar eller en mail.

Fortsat god sommer!