Det kan være svært at sig pænt nej tak…

“Jeg har set dine landskabsbilleder, og synes de er helt fantastiske. Og jeg mangler lige din stil i galleriet…”

Når man på en ganske almindelig torsdag i august får en mail med de pæne ord i, er det svært ikke at blive både glad og stolt og have lyst til at sige “ja” til næsten hvad som helst. Sådan reagerede jeg for 6 år siden, sådan reagerer jeg nu, og det tror jeg fortsat, jeg vil gøre om 30 år. Man er ydmyg som kunstner og meget taknemmelig for sådan en interesse i ens meget personlige kunst. Men uanset, hvor gerne jeg ville tage imod denne invitation og mange andre, så er virkeligheden, at der kun er 24 timer i mit døgn (yep jeg er helt ordinær og dødelig), og mit arbejde som grafisk designer og mit skønne afkom på 10 somre optager langt de fleste af min timer. Det giver bestemt ingen anledning til klager, men jeg må dog beklage, at det tit og ofte bliver til et “pænt nej tak”, når jeg får en invitation til en ny udstilling.

Det er jo en udsøgt luksus
Da jeg startede med at male på et lidt mere seriøst plan i 2006 havde jeg ingen idé om, at det skulle gå mig så godt, at jeg ville ende i en situation, hvor jeg ikke selv længere opsøger udstillingsmuligheder, men blot sorterer i tilbuddene. Det er jo en vild(!!!) luksus og det er jeg meget bevidst om – og meget glad for. At noget man selv lægger så megen energi og hjerte i, bliver så godt modtaget varmer og glæder helt utroligt. Så tak!

Det bliver jo heldigvis også til “ja tak”
Men selvom døgnet mangler timer, og mange desværre får svaret “nej tak”, så bliver det jo trods alt også til adskillige “ja tak” hvert år. Lige pt er mine malerier som bekendt udstillet på Aalborg Politigård og den sidste weekend i september deltager jeg i en stor sensommer udstilling i Sindal. For nu blot at nævne det mest aktuelle. Resten er nævnt i under udstillinger

Tak til alle, som viser interesse for min kunst. Det varmer – meget :o)
Tine

 

 

Malerier i politiets varetægt

Jeg kunne ikke lade være, men lad mig da lynhurtigt og ganske vupti afsløre, at dette indlægs overskrift måske er en liiiille smule misledende. At mine malerier er i politiets varetægt er for så vidt ganske korrekt, men det skyldes udelukkende, at de har bedt mig være månedens kunstner i august. Og jeg er jo en lovlydig borger, så selvfølgelig sagde jeg “ja” ;-)

DSC_0152_retouch_600px_uRamme

Så i august og et stykke hen i september bliver det de ansatte hos Aalborg politi, der får fornøjelsen af mine kunstværker. På grund af renovering af politigården er ophængningen blevet udsat til denne uge, men det skulle være lige om lidt, at malerier og plakater finder vej til politigårdens vægge.

DSC_0146_retouch_600px_uRamme

Der er fire spritnye malerier med i udstillingen – blandt andet de to små viste landskaber i målene 20 x 20 cm.

Kunstplakater til alle rum

Kunstplakat_Faurholdt_03_600px

Jeg har jo valgt at sætte mine kunstplakater til salg uden rammer, blandt andet fordi rammestil er så forskellig. Personligt er jeg (lige nu) til det helt enkle og rene, men jeg husker da også udmærket, da jeg var igennem fasen, hvor rammerne ikke kunne blive store nok og der kun var EN farve, der kunne gøre det – og det var GULD! Det ligger dog efterhånden en del år tilbage og lige nu er favoritten enkle rammer og helst i sort.

Kunstplakat_Faurholdt_01_600px

Til et produkt som mine kunstplakater synes jeg også helt bestemt, at det er det enkle rammevalg, man skal stile efter. Det er jo motivet og ikke rammen, der skal have “magten”. Men om man vil have en sort, en hvid, en sølv eller en pink ramme er lige så meget et valg, der må baseres på hjemmets øvrige interiør.

Kunstplakat_Faurholdt_05_600px

For at præsentere mine plakater på udstillinger m.m. har jeg i denne uge været ud og kigge rammer, og mit valg faldt på nogle enkle og dybe sorte rammer i IKEA. Jeg synes personligt, at det giver en rigtig elegant helhed og på billederne her kan I jo kigge lidt med og se, hvorvidt I er enige. Jeg har hængt de tre kunstplakater i formatet 70 x 100 cm op i min lejlighed og fotograferet dem i forskellige rum lige fra børneværelset til gangen, til køkken alrummet og til soveværelset.

Kunstplakat_Faurholdt_02_600px

Kunstplakat_Faurholdt_04_600px

Kunstplakat_Faurholdt_06_600px