Vellykket fernisering – hold øje med avisen

Så er jeg hjemme efter en meget vellykket fernisering med så mange mennesker, at jeg opgav at kaste mig ud i at lege en hel masse fotograf. Lokalet var fyldt til bristepunktet, da formanden for Kulturelt Samråd, Jens Østergaard Madsen, bød velkommen og præsenterede årets taler, formanden for Nibe Festivalen, Peter Møller Madsen. Men de fik sagt, hvad de ville, årets kulturpris blev uddelt og udstillingen blev officielt åbnet. Og derefter gik det ellers løs med kunst-kiggeriet.

Den helt optimale plads havde mine fire malerier ikke fået. De var blevet delt op på to vægge to og to, og de to røde “Guldlok” og “Lille Prinsesse” var skilt fra hinanden. Men når det så er sagt, så kunne jeg ellers fryde mig over en stor interesse for mine malerier. Der blev kigget og snakket meget – og taget mange visitkort.

Og som kronen på værket blev jeg interviewet og fotograferet af en journalist fra Nordjyske. Meget spændende, hvad det bliver til, så hold øje med avisen de næste dage.

Fortsat rigtig god påske!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *