Udstillingen i Spar Nord er slut

Efter en måned med udstilling i Spar Nord i Aalborg Storcenter, er udstillingen nu forbi og malerierne er pillet ned. Heldigvis var det ikke dem alle, der skulle med retur til Nibe – det seneste landskab i galleriet blev afhændet og fik et nyt hjem.

Nu får vi se, hvor den næste udstillingen bliver, men indtil videre vil jeg holde lidt fri og nyde sommeren, som selvfølgelig vender tilbage om et par uger.

Rigtig god sommer til jer alle!

Månedens kunstner i Spar Nord

Fra i dag og måneden ud vil det være muligt at se et bredt udvalg af mine malerier i Spar Nords afdeling i Aalborg Storcenter. Det er både en kigge- og købeudstilling, og du er meget velkommen til at slå et smut forbi.

Udstillingen består af landskabsmalerier såvel som nogle af mine malerier med væsner og skæve eksistenser. De aller nyeste malerier er også med – faktisk også et par stykker, du ikke kan se i galleriet endnu.

Vellykket fernisering – hold øje med avisen

Så er jeg hjemme efter en meget vellykket fernisering med så mange mennesker, at jeg opgav at kaste mig ud i at lege en hel masse fotograf. Lokalet var fyldt til bristepunktet, da formanden for Kulturelt Samråd, Jens Østergaard Madsen, bød velkommen og præsenterede årets taler, formanden for Nibe Festivalen, Peter Møller Madsen. Men de fik sagt, hvad de ville, årets kulturpris blev uddelt og udstillingen blev officielt åbnet. Og derefter gik det ellers løs med kunst-kiggeriet.

Den helt optimale plads havde mine fire malerier ikke fået. De var blevet delt op på to vægge to og to, og de to røde “Guldlok” og “Lille Prinsesse” var skilt fra hinanden. Men når det så er sagt, så kunne jeg ellers fryde mig over en stor interesse for mine malerier. Der blev kigget og snakket meget – og taget mange visitkort.

Og som kronen på værket blev jeg interviewet og fotograferet af en journalist fra Nordjyske. Meget spændende, hvad det bliver til, så hold øje med avisen de næste dage.

Fortsat rigtig god påske!