Om bloggen

Denne blog er tilknyttet mit website gallerifaurholdt.dk, hvor jeg præsenterer mig selv som kunstner. Jeg har efterhånden malet i en del år, men først i 2006, valgte jeg at stille mig til skue for offentligheden og lancerede mit første online galleri. Min første blog fulgte først efter nogle år senere.

Og vi skal heller ikke mange år tilbage, før fænomenet ”weblog” kun var kendt i ganske få kredse. I dag er kredsen stor, endda rigtig stor, og der blogges på livet løs af ALLE typer mennesker – vejrguder, sportsfolk, skuespillere, direktører, fejedrenge, hr. og fru Danmark, ja ALLE.

Hvorfor, hvordan og hvor meget er vidt forskelligt. Selv blogger jeg af flere grunde, men primært for at formidle nogle budskaber, blive fundet og komme i dialog. Jeg elsker at skrive, og så er jeg bare så eminent fascineret af mediet.

Efter en periode med tendensen ”hver mand passer sit”, er vi vendt rundt på tallerknen, og millioner af mennesker over hele verden har valgt at åbne deres døre til privatsfæren. For mange fungerer deres blog som en slags dagbog. Og min er ingen undtagelse. Dog skriver jeg ikke hver dag, og jeg anser min blog som et professionelt stykke værktøj, der skal være personligt – men IKKE privat. Det er selvfølgelig lidt en hårfin balance, og jeg kan godt finde på at bevæge mig væk fra mit hovedfokus, som her er kunst og malerier, men det bliver ikke for at underholde med min dårlige hårdag eller fætter Sigurds bryllup.

Kan jeg forundre lidt, provokere lidt, måske endda imponere lidt, så er det da kun en kærkommen bonus. Jeg skriver ikke for at please nogen – men jeg skriver, fordi jeg har noget på hjertet og fordi, jeg ganske enkelt ikke kan lade være!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *